A ROOM IS STILL A ROOM, EVEN WHEN THERE'S NOTHING THERE BUT GLOOM. BUT A ROOM IS NOT A HOUSE, WHEN THE TWO US ARE FAR APART AND ONE OF US HAS A BROKEN HEART.


Billederne er fra filmen The Little Princess.




Mine knæ blev bløde og jeg begyndte at ryste. Vi lagde på og jeg hev efter vejret. Jeg knækkede i ét skrig sammen på gulvet og der lå jeg hulkende til mine tårer dannede en lille sø omkring mig. Min lejlighed skal sælges og jeg skal flytte ud af det eneste sted jeg har følt mig bare en smule tryg det seneste års tid. Mine faste ramme smuldrer omkring mig. Jeg har ikke lyst til at skulle ud i verden, fordi jeg føler mig forpligtet til at blive her så meget som jeg overhovedet muligt kan nå. Jeg skal pakke de sørgelige rester af mit liv sammen. Jeg har lyst til at smide det meste ud. Brænde det. Jeg har lyst til at skaffe mig et hjem på hjul, fylde det med kun de vigtigeste genstande, tage Frk. Nilsson under armen og bare løbe rulle fra det hele. Jeg vil ud i verden og slå rødder i vandet - måske en husbåd ville være vejen frem? Som om jeg har råd... Jeg savner at kunne forsvinde ind i mit eget lille drømmeunivers og glemme alle mine sorger. Det gør stadig ondt. Som ind i helvede. Hver evig eneste dag. Jeg havde egentlig overgivet mig til tanken om at blive medicineret og få slukket for mit tankemylder og følelsesregister, men ak og ve, nogen havde besluttet for at opgive mig i psykiatrien. Hvad skal man da egentlig også bruge faste rammer til? Jeg kunne selvfølgelig opsøge en privat praktiserende psykiater, men jeg orker det ikke. De fleste dage orker jeg jo end ikke at stå ud af sengen.

Jeg ville ønske, at jeg var optimist i stedet for at være så pisse pessimistisk, men noget mørkt har slået rødder i mig, mit had æder mig op indefra og jeg har ikke den fjerneste idé til hvordan det kan ændres, hvis det da overhovedet kan... tænk sig, man kunne købe en god portion håb og optimisme til billige penge et sted.



KYS & KRAM                                               




PS. Hvis nogen hører om en lejlighed til indenfor Gentofte kommunes grænser der koster max. 5-6000 kr. i husleje med indflytning i marts, må de altså gerne lige råbe meget højt efter mig!

CŒUR BRISÉ ÉBLOUISSANT...



I dag føles mit hjerte ekstra tungt. Lige præcis i dag er det et år siden, at jeg mistede dig og hele min verden ramlede sammen om ørene på mig. Det føles stadig som var det igår og jeg kan huske hver en rædselsvækkende lyd, alle timerne og de fremmede ansigter. Jeg er svimmel og jeg tænker på, om jeg nogensinde vil føle mig hel igen. Mine øjne er helt små og jeg har svært ved at se fremtiden i øjnene, men jeg ved at jeg vil drømme en lille drøm om dig. Jeg vil drømme om hvor smukt et lille menneske, du ville være blevet til. Jeg vil holde dig i mine arme, kysse dig på panden og fortælle dig, at du er mit dyrebareste og at jeg elsker dig. Jeg vil love dig, at jeg altid vil holde dig i hånden, ligemeget hvad.



KYS & KRAM                                                 

ONE, TWO, THREE, FOUR, FIVE, SIX, NINE OR TEN, MONEY CAN'T BUY YOU BACK THE LOVE THAT YOU HAD THEN.









Her er en liste på 10 ting jeg gerne ville lave om på, men som jeg bare aldrig rigtigt får ført ud i livet:

1. Noget med noget motion.
2. At begynde at gå op i kaffe og eje en flot samling af sjoe kaffekrus.
3. Skrive min bucket-list.
4. Stoppe med at ryge.
5. Få anskaffet mig et pas, så jeg har muligheden for at komme ud og rejse.
6. Følge mit budget og forstå forskellen på "nice to have" og "need to have".
7. Begynde at fotografere igen og lade mig fotografere.
8. Holde op med at lave kæmpe rodebunker og flytte rundt på dem.
9. Begynde at tage vitaminer - særligt D-vitaminer (igen, igen).
10. Huske at drikke nok vand.


Nu vil jeg smutte tilbage til min opvask og resten af min to do liste, som handler om noget med at få ryddet op, cykle en tur i IKEA efter nogen kroge og måske endda et sæt sengetøj jeg har ønsket mig i snart et halvt år og få handlet ind til morgenmad - for det har jeg nemlig lært at spise... tænk sig at det skulle tage 25,5 år at lære!



KYS & KRAM,                                                   




PS. Er der nogen der kender den der følelse af at ens relation til et andet menneske er peaket og det er lidt som om at det er en slags begyndelse på enden?

CREATURES WATCH AS I STEP ON THEIR TREASURES. GLEAMING EYES IN THE DARK CHASING STORIES. BEG THE EARTH, PAY THE PRICE FOR REDEMPTION.




Jeg har åbenbart så travlt med at være deprimeret og flygte fra virkeligheden, at jeg sjældent får opdateret her, men nu hvor jeg lige har betalt for mit domæne, skylder jeg måske min lettere pressede økonomi bare at udnytte det en lille smule. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvorfor det efterhånden er blevet en sjældenhed, at jeg udgiver et blogindlæg. Måske har jeg ikke det samme behov for at dele ud af mig selv og mit liv længere. Måske fordi jeg så sjældent får brugt mit kamera og sådan helt ærligt synes at Instagram billeder ikke holder i længden. Jeg kunne selvfølgelig også skide hul i det med billeder, men da jeg er meget visuelt anlagt, synes jeg det er lidt (meget) kedeligt uden noget at kigge på. Sagen er nemlig den at jeg stadig skriver en hel del ord ned, men de får bare lov til at lægge og samle digitalt støv i noterne på min iPhone.



Måske er det fordi jeg generelt er blevet utroligt modløs. Det er faktisk jævnt trist og ekstremt frustrerende - det der med at være gået fra at have et ret godt selvværd og en (omend lidt svingende, men) fin portion selvtillid til at have svært ved at påpege noget som helst positivt om sig selv. Og det er til trods af at der findes mennesker i mit liv der dagligt fortælle mig at jeg er [indsæt selv en masse positivt ladede tillægsord].



Min Moffe ringer næsten til mig dagligt for at høre hvordan jeg har det og hvad der er sket siden dagen før og hvad der skal ske i en uge frem. Han prøver ihærdigt at påpege hver eneste lille positive ting, men forgæves. Jeg prøver gang på gang, at fortælle ham at det er svært at føle oprigtig glæde, når ens sind lider af melankoli. Han siger, at det ved han godt og han bare driller, men jeg ved godt, at han bare ønsker at jeg skal være glad - nok egentlig helst lykkelig. Jeg forstår godt at det synes hårdt og i særdeleshed opslidende at være vidne til at nogen man elsker og holder meget af er ulykkelige og gradvist bliver mere og mere grå med nuancer af buldrende mørkt og hadsk sort. Han ser gerne at jeg bliver medicineret, så jeg kan blive rask, men det er ikke et projekt jeg har nogen tiltro til. Hvis der var en mirakelkur var det en helt anden sag, men mirakler er en sjælden ting, hvis de da overhovedet findes. Jeg er måske begyndt at se en idé i det gruppeterapi, jeg har fået tilbudt - for nok forstår mange mennesker hvordan det føles at være i sorg, at have stress og at have en depression, men det er ikke ligefrem flertallet der forstår hvordan man kan føle sig så distanceret fra sig selv, at man vitterligt ikke kan kende sit eget spejlbillede og synes at ens krop ligner klumper af livløst hud der bare flyder rundt - lidt ligesom i et lava lampe, bare for at komme med en billedlig beskrivelse, de fleste burde kunne forstå. Og når man er sammen med andre mennesker føles det ofte som om billede og lyd ikke hænger sammen, og så bliver man bare så forvirret, at man helt glemmer at trække vejret. Og når man føler man har smerter, som man godt ved ikke er der eller når man føler berøringer heller ikke er der. Og når ens hud begynder at krible så meget, at man i et desperat forsøg prøver at flå den af sig eller tæver løs på den til den bliver følelsesløs. Og når man hele tiden er bange og i alarmberedskab, fordi noget bare føles forkert. Og når man for 48. gang på én enkelt dag føler man står tilbage i samme sted og situation som man gjorde den dag ens sæbeboble bristede og alle alarmklokker i hele kroppen gik i gang, så kunne man måske godt savne nogen der kunne nikke genkendende til ens beskrivelse. Jeg kunne i hvert fald måske godt savne det.

Og her er der alligevel et væld af billeder fra min Instagram:




THAT IS ALL,                                                   




PS. Forleden nat da jeg nussede dig i søvn, kørte jeg mine fingre let over din hud í bogstaverne j e g e l s k e r d i g. Det synes jeg bare lige, du skulle vide.

A DREAMER IS ONE WHO CAN ONLY FIND HIS WAY BY MOONLIGHT, AND HIS PUNISHMENT IS THAT HE SEES THE DAWN BEFORE THE REST OF THE WORLD.



Jeg har lige været inde i en længere nedtrykt periode med indspark af en voldsom halsbetændelse. Jeg har sovet helt ufatteligt meget og den resterende tid har jeg brugt på at stirre tomt ud i luften eller græde. Det er for nyligt gået op for mig hvor slemt det egentlig står til, især det med at mærke mig selv. Jeg føler mig enormt fremmed i min krop og som et resultat er jeg begyndt at vise tegn på at blive en smule fysisk selvskadende igen - bevares, jeg skær ikke i mig selv, men jeg påfører mig selv smerte for at mærke noget og komme i kontakt med mig selv for derefter at flyde et saligt sted hen.

Nu er maskineriet dog up and running igen og jeg farer rundt, mens jeg glemmer både at sove og spise. Det snurrer og spænder i mine ben og det knurrer og snurrer i min mave. Jeg mærker min krop, om end det ikke er behageligt. Det summer i mit hoved, som var det en bikube. Jeg gad godt vide hvor længe det varer denne gang, inden min klodsethed indtræffer og jeg snubler over mig selv og falder ned i et hul. Nu'et er svært at være i. Forleden spurgte Elise mig om ikke jeg bare kunne leve hver dag som var det min sidste, og jeg måtte meddele hende, at når jeg tænker sådan, bliver jeg så uendeligt ked af det, når jeg atter vågner igen næste dag. Jeg bliver ikke kategoriseret som i selvmordsfare, da jeg ikke tør og det er tydeligt at jeg ikke længere går og tænker på hvordan og hvorledes jeg kan gøre en ende på mit liv, men ønsket om at enden er nær er både stort og tungt. Jeg er ked af, at jeg gør mine nærmeste kede af det, men jeg går ind for ærlighed og til tider er den slags brutalt. I det mindste er jeg begyndt at føle en smule tilknytning til andre mennesker - godt nok kun mennesker jeg har lært at kende siden den dag, min verden ramlede sammen om ørene på mig. Moffe mener, at jeg afskyr tanken om eventuelle konfrontationer med disse mennesker fra før den dag og muligvis har han ret.

Jeg savner mit gamle jeg. Jeg savner at kunne være tilstede og ikke føle at jeg forsvinder lidt hvert 5. minut. Jeg savner at føle en smule tillid til andre. Jeg savner, ikke at være bange hele tiden. Jeg savner at kunne mærke glæde boble i maven. Jeg savner at kunne trække vejret. Jeg savner at føle, at jeg hører til.

Jeg føler mig som et lille barn der har været i en slikbutik med nogle meget onde ejere som har nægtet mig smagsprøver og bildt mig ind at alle de spændende former og farver var søde sager. For dernæst at stå ude på gaden opdage, at de søde sager i virkeligheden er sure og da vil jeg vende mig om for at gå ind og klage, er slikbutikken væk og jeg står tilbage med en kæmpe pose sur slik, jeg har betalt med for mine hårdt tjente lommepenge. Jeg kan altså ikke lide surt slik, kun meget sødt og lidt salt.




LUFTKYS & KRAM,                                                   




PS. Til de af jer der velmenende har kommenteret på noget med at jeg viser tegn på depression, vil jeg gerne tilføje at jeg har en depression (surprise!) som et symptom på en tilpasnings- og belastningsreaktion. Jeg ved ikke hvorfor, men det føler jeg et behov for at få det fortalt og så er det ligesom sagt. I hvert fald. Nå. Måske med den information vil alle de ord jeg kaster om mig med give bare lidt mere mening for udefrakommende...

QUAND ON EST AIMÉ, ON NE DOUTE DE RIEN. QUAND ON AIME, ON DOUTE DE TOUT.

 Jeg burde skifte mit sengetøj, men bare tanken om at tage det af og henkaste det til mit vasketøj stikker mig lidt i hjertet. 

Det dufter jo af dig. 
Jeg ligger og holder om din pude om natten og dufter til den, som jeg dufter til din hud, når du er her. Du ved, sådan som jeg prøver på at inhalere lidt af dig.


Jeg ved godt, du synes det er lidt mærkeligt og ikke tror på, at vi mennesker bliver tiltrukket af hinanden pga. vore respektive dufte, med det tror jeg altså på.


Jeg tror på det, fordi jeg er vild med din duft,
ligesom jeg er vild med dig.


Jeg tror ikke du læser det her, og det er vel i virkeligheden nok for det bedste. 
Du behøver ikke vide hvor crazy, jeg egentlig er.


Men på den anden side set, så ville jeg ønske at du virkelig blev klar over hvor glad jeg er for dig, hvor meget jeg holder af dig og hvor meget jeg ikke vil undvære dig i mit liv.


Måske er du nok egentlig klar over det, men hvad ved jeg.


Nogen af de ting du siger og gør burde lade mig vide, at jeg også betyder noget for dig.


Men du er jo en stille mand, hvilket er en egenskab jeg værdsætter, men du fortæller mig kun halvdelen af hvad jeg gerne vil høre.


Og jeg er en larmende kvinde der taler konstant, men alligevel kun fortæller dig halvdelen af hvad jeg har lyst til.


Jeg har jo ikke lyst til at skræmme dig væk 
og jeg har selv valgt at have dig i mit liv 
sådan som det nu engang er mellem os.


Jeg ønsker ikke at binde dig fast, selvom jeg ofte joker med det, når du skal gå, men måske en del af mig gerne ville have dig lidt mere og lidt tættere på.


Fuck det, jeg må lige snappe out of it og gå tilbage til min "hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af" tankegang og beskæftige mig med noget mere produktivt end at ligge i min seng og dufte til mit beskidte sengetøj.


Det er bedst sådan - jeg mener, vi har set hinanden i 10 måneder nu. Det er lang tid i min lille sæbeboble, og du har fået mange guldstjerner for ikke at være løbet skrigende væk, da min verden blev sort og jeg blev til et skrøbeligt vrag.


Virkelig.


Jeg tror slet ikke du kan begribe, hvor meget det betyder for mig, at du blev og holdt om mig, når verden var grå og tårerne strømmede ned af mine kinder.


Det var bare lige det, jeg ville sige...



MASSEVIS AF KYS,                                                   

LIVE THIS LIFE OF LUXURY, LAZING ON A SUNNY AFTERNOON.


Solen skinner igen, og jeg har i den anledning hevet alle mine solbriller frem, kordineret og stylet dem med matchende farver og haft det sjovt med at tage lidt pis på hvordan alle modebloggere sætter deres ting op med links om hvor man kan købe diverse henne:


Min meget påskevenlige vintage kjole (som jeg havde på ikke bare én, men hele to gange sidste uge) - second hand tørklæde med blomster - sandaler fra Duffy - solbriller River Island - økologiske citroner fra DøgnNetto.


Moffe Loffes aflagte sengetøj - vintage badedragt - DIY special bunnytime accessories - DIY glimmersko - slik fra Søstrene Grene - DIY solbriller - broche fra en eller anden butik i Kolding - glimmerclutch fra Nelly.


Vintage kjole syet i 1960'erne af en nu afdød kvinde ved navn Maren - vintage broche/hårspænde - arvet vintage håndspejl - solbriller fra Quay Australia - vintage pilleæske arvet fra Oldemor - cigaretrør fra Fest & Farver - vintage parfume flaske i perlemor til tasken - glimtende sko fra Have2Have.


Ældgammelt tæppe fra Moffe Loffes hus i Sverige - tulipaner fra Fakta - min yndlingsbog PIPPI POWER (som engang reddede mit liv) - vintage brilleetui - solbriller fra forhenværende lejer af min lejlighed - kæmpe granatæble fra Irma.


Puf fra Ellos - vintage Pompadour Pearls - DIY stretches af vintage brocher - vintage Dior solbriller i min styrke - en bog jeg aldrig har læst - Ralph Laurens Light Blue EDT.


Det var bare lige det jeg ville vise, inden jeg skal tilbage til at rydde op og gøre klar til at min veninde Elise og hendes veninde kommer forbi senere, så vi sammen kan gøre os klar til fest. Og jeg har lovet at lave mad - why, oh whyyyyyy did I do that?!




SOLSKINS
FLYVEKYS,
                                                   

NICE TO MEET YOU, WHERE HAVE YOU BEEN? I COULD SHOW YOU INCREDIBLE THINGS - MAGIC, MADNESS, HEAVEN, SIN...


I skrivende stund ligger der halvt inde over min bærbare og helt i mit skød en lille træt Frk. Nilsson og sover og ved min side ligger der en tømmermændsramt og skægget mand der snorker på svensk. Jeg nænner ikke at rykke på mig i frygt for at vække dem, for de er så søde og rolige at det smitter af på mig. Vi havde sådan en dejlig og sjov aften igår. Jeg blev bekræftet i nogle ting, jeg havde brug for at få at vide og jeg tror ikke nogen af os længere tvivler på hvad vi er for hinanden. Og dét er virkelig rart! Jeg føler mig ikke længere som en hemmelighed, fordi det som oftest er sådan noget jeg ender med at være og jeg ved med sikkerhed nu, at jeg ikke bare er en eller anden tilfældig kvinde i hans liv. Egentlig burde de sidste 8 måneder have været tegn nok på dét, men ikke når man er en kvinde som engang var en lille pige der blev behandlet grimt og gang på gang blev forladt af alle hankøn i sit liv. Nej, det efterlader dybe spor og bliver til store, synlige ar.

Men, men, men minsandten om ikke jeg har fået erhvervet mig et nyt kamera! Præcis det kamera som jeg gik og ønskede mig og så endda til under halv pris, fordi det er brugt lidt af af en navnesøster som fik det i konfirmationsgave, men bare havde det til at stå og samle støv. Og hvilket bedre tidpunkt at få et nyt kamera på, end når foråret leger let tagfat og kaster om sig med lys der gør sindet lidt lettere og katten lidt gladere:





Selvom det både ser gråt, vådt og overskyet ud i dag, så er jeg sikker på solen titter frem igen, når vi mindst venter det. Ha' en dejlig dag med håb om et par solskinsstråler!



SOLSKINS
FLYVEKYS,
                                                   

I'M THAT FLIGHT THAT YOU GET ON, INTERNATIONAL. FIRST CLASS SEAT ON MY LAP, GIRL. I GOT LIPSTICK STAMPS ON MY PASSPORT.


Selvom mit indre liv har ændret sig helt ufatteligt meget og jeg slet ikke er i kontakt med mig selv, så jeg sætter min hat på skrå og slår koldt vand i blodet (eller hælder isterninger i underbukserne på fremmede), klistrer et smil på de røde læber, fylder glasset med procenter og marcherer derud af med 119 mil i timen, for THE SHOW MUST GO ON mens andre fotograferer mig:

Dette er et hurtigt snapshot, taget af min ven Lars som er fotograf og har opsat et lille studie i privaten,


og her fangede han mig lige, mens jeg var i gang med at rette mig til, inden vi skulle til lufthavnstemafest. Jeg var obviously stewardesse.

Dette billede har fotografen Ole Overgaard taget,

samt dette,

og disse. Nogle af dem har jeg vist frem før, men her er de altså i en noget større udgave.



Dette billede har Kim Beck taget, og det er taget lige efter før viste billeder, allesammen fra det historiske undertøjsshow på Nationalmuseet. Boobs no fit, huh?


Jeg har ingen idé om hvorfor dette billede skulle være blå-grønt (måske fordi jeg har the blues og er grøn af misundelse), men sådan ser jeg måske bare ud i din optik. Selvom redigeringen ikke ligefrem falder i min smag, er det stadig et billede jeg værdsætter højt. Måske fordi det er det eneste billede du nogensinde har taget af mig, og måske fordi du har fanget et kort bekymringsfrit øjeblik. Med dig kan jeg stikke af fra hverdagens virkelighed, med dig føler jeg mig tryg.


Jeg har stadig ikke fået råd til at erhverve mig et nyt kamera, så jeg benytter mig stadig mest af Instagram - under navnet miemaja. Her har jeg på det seneste udtrykt mine følelser, fanget søde og sjove øjeblikke af Frk. Nilsson og fremvist mad jeg har haft lavet til både Elise og min Moffe Loffe, som forøvrigt begge har foræret mig blomster, hvoraf den ældste af dem har haft sin 77 års fødselsdag, selvsamme person har åbenbart Instagrammet fra min telefon (jeg er dybt imponeret!).Jeg har også taget et par meget tiltrængte karbade, delt et meget straight forward citat og vist små detaljer af en yderst fantastisk fantifuld rejse mod et drømmeunivers fyldt med dejlige, varme og kærlige mennesker - og tak for den fantastiske oplevelse!

Igår og i forgårs har været de første dage, jeg ikke har haft tænkt på at hoppe ud af et vindue. Det er da det man kalder fremskridt, ikke? Eller måske rettere tilbageskridt fra kanten. Måske har det været forudsaget af den eskapistiske og euforiske stemning jeg har været omgivet af. Måske skal jeg bare blive i et eskapistisk univers. Nå, jeg giver det i hvert fald et forsøg. So long and bon voyage!



FLYVEKYS,
ISTERNINGER
OG SMÆK BAGI,