FORDI DU FORTJENER DET


Min dag startede som en dårlig dag. For lidt søvn, for lang ventetid til badeværelset og det der med at komme for sent. Dét blev jeg også konfronteret med lige inden, jeg skulle på arbejde. Og det gjorde mig i rigtigt dårligt humør, så jeg ringede til Retro og fik lov til at komme en halv time senere, for lige at trække vejret og ryge en cigaret. Men så skete der en af de der små ting på vejen til arbejde - jeg fik blomster. En venlig ældre herre forærede mig en blomst med ordene "fordi du fortjener det".
Og lige præcis dét ændrede mit humør, og jeg ankom på arbejdet med et smil. I butikken skulle jeg stå sammen med en pige, jeg aldrig havde stået med før. Men hun var sød, og det var godt. Også selvom jeg var træt. Jeg fandt endda en lækker rød frakke, som jeg fik lagt til side. Godt nok sad jeg igår og drømte om at ligne den gode gamle Paddington, en af mine gode barndomsvenner, her til vinter.


Derfor ønsker jeg mig en mørkeblå dufflecoat. Og så ville jeg mene, at et kæmpe stort rødt strikket halstørklæde ville passe perfekt dertil.


Efter arbejde hentede Bellis mig, og vi tog hjem til hende og lavede mad, hyggede, så tøse-tv og havde det på ingen måde for vildt. På vej hjem gik jeg mig en tur, og faldt over dette i et vindue:


Hvad er din drøm? Mine er lidt mærkelige. Altså, dem jeg får, når jeg sover. Men de handler vist i bund og grund om min fortid og min fremtid. Nutiden eksisterer næsten ikke i mine drømme. De andre er vel også mærkelige. Måske. Måske vil jeg fortælle om dem snart. Men nu skal jeg sove. Imorgen har jeg fri. Så forhåbentlig kan jeg få sovet ud, inden jeg skal holde tøse-onsdag med Bellis og Julie. Det skal nok blive godt. Det hele. Godnat!



PS. Jeg håber, jeg drømmer om dig, søde betænksomme du.

Ingen kommentarer: