NÅR SEPTEMBER SLUTTER

Så vågner jeg.

Idag, og vitterligt ikke før idag, har jeg virkeligt kunne mærke foråret for første gang i år. Jeg har betragtet de smukke grønne farver forvandle sig til gule og brunlige farver. Men det betyder vel i og for sig også, at de grønne dage forsvinder ind til ingenting. Eller også forvandler de sig til noget der ligner guld. Måske er guld i virkeligheden bedre end farven grøn. Jeg har betragtet den forunderlige, næsten perfekte lys lyssætning. Eller lyssætning er det vel i virkeligheden ikke. Men det virker sådan. Opstillet. Jeg har lukket øjnene, og mærket bladene suse omkring mig, for derefter at åbne dem igen, og se en hvirvelvind af smukke former og farver. Jeg har været øm i krop, såvel som sind. Men efterårets blæseri blæste for en kort stund alting væk. Minderne, fortiden, angsten, bekymringerne og selv selvbearbrejdelsen. Men det har været som om halvdelen af mit hjerte ikke har virket. Halvdelen af mig, vel egentlig. Efter mine følelser fra gårsdagen, har jeg været ved siden af mig selv. Angsten sad stadig og trykkede om brystet på mig imorges. Og i løbet af dagen er den som piblet ud af mig. Uvirkelighedsfølelser af for meget kaffe. Eller for lidt kaffe og for mange virkelighedsfølelser. Det er mig bekendt, svært at skelne mellem.

Jeg har følt mig ukomplet uden mit kamera. Jeg ville ønske, jeg havde kunne dokumentere mine eventyre idag. For de har været spektakulære, mine eventyre.


Men de grønne dage er alligevel, trods alt, forsvundet. Jeg glæder mig til guldet, men jeg er også bange for, at nogen vil smelte det om til skarpe torne, for mine øjne.

1 kommentar:

Bjørn sagde ...

...Mener du ikke efteråret kommer..?