FEBERVILDELSE

Igår talte jeg med en ven, der spurgte, om jeg bare lod mig stoppe fordi, nogen udefra bedte mig om det. I stedet for at sige nej, og insistere på at tale med dig om det. Han sagde, at du måske ikke havde det, som dem udefra mente det hele nu end var skruet sammen. Sådan havde jeg på ingen måde selv overvejet situationen. For hvorfor skulle vi ikke passe sammen? Når jeg tænker på dig og det, det hele, bliver jeg forvirret. For du var kærlig overfor mig, sørgede for mig, gav mig omsorg og blev ekstremt jaloux bare ved tanken om, at jeg kunne finde på at være sammen med en anden mand. Men på den anden side, har du fortalt mig, at du ikke vil være sammen med mig.

Gik det for hurtigt? Blev du bange? Skræmte det dig, at jeg måske havde ret i rigtigt mange ting omkring dig, som gjorde ondt? Var du bange for, at jeg ville gå hen og efterlade dig og såre dig? For det ville jeg ikke. Jeg syntes, vi havde det fantastisk sammen. Jeg følte der var en kemi mellem os. Den slags, man sjældent oplever. Ja... jeg var forelsket i dig. Og fra mig er det kæmpestore ord. Måske er jeg mest ked af det og skuffet, fordi jeg ikke troede, jeg ville kunne få denne slags følelser efter min eks-kæreste. Jeg var fandeme også bange. Jeg viste dig, at jeg var bange. Og jeg fucking græd overfor dig, og fortalte dig hvad, der gjorde allermest ondt. Og så gjorde du lige præcis dét mod mig. Hvor jeg bare synes, det er uretfærdigt, for nu er jeg endnu mere bange for den slags intimitet, end jeg var før dig.

Og nu, for første gang, sænker jeg mine parader og føler den smerte, jeg har gemt væk. For jeg vil ikke kendes ved den smerte, for den er så forfærdelig. Og jeg er blevet en vaskeægte control-freak omkring mine følelser - hvis de er ondartede, smider jeg dem i en æske, og gemmer dem væk.

Jeg ville ønske, jeg var tilbage i det øjeblik, hvor vi lå sammen, smilte, du bad mig ligge stille og du strøg mit hår væk fra mit ansigt og betragtede mig til jeg rødmede. Det var fantastisk, og jeg følte mig en lille smule lykkelig. Jeg savner dig.

Eller måske er det bare, feberen der taler.

Nu har jeg åbnet op for min æske med de ondartede følelser, og nu vil jeg lukke låget pænt igen, og gemme den væk.



Ingen kommentarer: