RO PÅ 11. SLAG

Jeg føler virkeligt og inderligt, jeg har fundet mig selv igen. Lige idag. Præcis 11 måneder, efter vore veje skiltes. Sikke tragikomisk, at det lige var 11 måneder, dét skulle tage.

Jeg hviler mere i mig selv end, jeg nogensinde har gjort før. Det har højst sandssynligt noget at gøre med, at jeg husker at mærke efter, og kun udsætter mig selv for tilpassende grænser.

Dét skal fejres med en tatovering! Jeg har aftalt med min veninde Sofie Ellen, at hun skal tatovere et buddhistisk visdomsanalysetegn på mit håndled på mandag.

Ydermere skal jeg også have tatoveret tallet 42 - the answer to everything. Og en påmindelse om, at jeg skal gå efter mine mål og arbejde hårdt for at nå dem.

Min venstre underarm er dedikeret til påmindelser. Notes to self, om man vil. Jeg har i forvejen tallet 1 tatoveret som minde om, at jeg er min egen nummer 1. Det har jeg førhen glemt, og det endte noget så grimt, for at sige det mildt.

Jeg går også pønser lidt på en idé om at få tatoveret et anker og nogle skyer i snore, lige der hvor jeg mærker min vejrtrækning allermest og bedst. Det er inspireret af medidation. Noget jeg stiftet bekendtskab med dette år, som jeg har haft stor glæde af at have lært.

Idag er jeg blevet komplimenteret utallige gange og jeg er sågår blevet kaldt en diva af kvinden som ejer Zappa (Kollywoods næsten eneste rigtige secondhand, efter min mening).

Diva... det er sjovt. Sofia sagde, at det startede omkring den tid hvor, jeg holdte min FABULOUSNESS fest. Det var dengang, jeg besluttede mig for, at ingen nogensinde skulle få mig til at føle mig lille og ubetydelig igen. Næ nej, jeg skal vise verden hvem, jeg er, så ingen glemmer det.

Selvom du fik mig til at føle mig lille og ubetydelig, tror jeg aldrig, du vil glemme mig. Ak, måske vil vore veje atter igen mødes, og du vil endnu engang tabe dit ansigtet over den pragt, jeg har fået opbygget på egen hånd. Men denne gang vil det blive anderledes. For denne gang har vil jeg have fået opbygget mig et skjold. Et skjold der kan afvise dig, for du... du er kraftfuld og farlig, omend du alligevel er noget så lille og ubetydelig.

En del af mig er på ingen måde smuk. Mit had til dig er hæsligt. Et hæsligt ar. Jeg ønsker dig på ingen måde et godt liv. Jeg ønsker dig, at du en dag vågner op i dine egne ekskrementer, ude af stand til at bevæge dig, ude af stand til at tale, med følelsen af uendelig ensomhed, skyld og skam. Ene og alene, i et sort rum.

Tragikomisk var det dog, at jeg troede, jeg så dig idag. Da vendte min mave sig, det isnede i min hjerne og mit hjerte begyndte at galopere som tusindevis af heste. For angsten for dig og tanken af, at nogen skulle kunne få mig til at føle mig så lille og ubetydelig igen, den er der stadig. Men jeg vil kæmpe med den, og endnu mere imod den!


Ingen kommentarer: