KLOVN FOR LIVET





Idag har mildest talt været en udfordring. Jeg har grædt, sådan rigtig grædt. Over mit eget liv. Og det er første gang i, noget der føles som evigheder, siden det sidst er sket. Min jobkonsulent meddelte mig, at jeg desværre ikke ville kunne komme i praktik i en børnehave, som vi havde planlagt, og som var noget, jeg faktisk var blevet glad ved tanken om. Og dét gjorde ondt. Ydermere begyndte mine tanker alt snurre rundt, og jeg begyndte at tænke, at jeg, på ingen måde, ville blive taget i betragtning til uddannelsen som hospitalsklovn. Og lige præcis dét fik min verden til at vælte lidt omkuld.


Min første tanke om det var, at jeg reagerede sådan pga. mit psykiske handicap, men så tænkte jeg "fandeme nej!". Det er faktisk helt og aldeles "normalt", at blive virkelig ked af det, når det ser ud til at noget, man virkelig virkelig virkelig brænder for, ud over alle grænser, ser ud til ikke at kunne lykkedes. Tanken om at ens store drøm ikke kan blive til noget er sgu da noget, alle (okay, måske ikke lige alle, men sådan cirkus) ville blive kede af.


Det der med at være hospitalsklovn er noget, jeg brænder for. Sådan virkelig. Bare ved tanken om, at kunne få lov til at lege og være der for små børn som er syge og har det meget svært, og endda måske skal dø i en meget ung alder... dét at kunne få lov til at få lige netop dé børn til bare at smile en lille smule, får mit hjerte til at hamre og bringer tårene frem i øjnene på mig. Så derfor får tanken om, at jeg ikke skulle kunne få lov til det, min mave til at knuge sig sammen. At være hospitalsklovn er noget, jeg kan se mig selv i. Et sted, jeg kan se mig selv passe perfekt ind i. For hvis der er noget, jeg kan, så er det at klæde mig på i tusindevis af farver og fjolle rundt. Og hvis situationen er af den mere seriøse slags, så er jeg god til at tage et lille smil på læben og vise min sympati. Og ja, nogen dage ville jeg nok være trist over børnenes korte og smertefulde eksistens. Og ja, det ville være hårdt. Men jeg ville stå op hver dag, tage en farvestrålende kjole på, kyle balloner i min taske og min røde næse på tuden og så ellers bare tulle mod et hospital, gøre mit arbejde, og derefter tage hjem, med et smil, god samvittighed, et bankende hjerte og tanken om, at jeg har gjort en forskel.


Tanken om at lige præcis dét ikke skal kunne ske, har knust mit hjerte idag. Men jeg vil fandeme (ja, undskyld mit fransk for 948932429409. gang) ikke begrænses fordi, jeg har et handicap. Et handicap som engang fik mig til at reagere ekstremt, og dermed fik mig til at opføre mig dumt og gøre nogle idiotiske ting, hvor én af dem har resulteret i, at jeg har en plet på min straffeattest. (Billedet er fra år 2008, kort før jeg fik pletten på min straffeattest. 1½ år endnu og jeg er fri for den plet.) Fandeme nej! Det kan godt være, at jeg ikke kan komme i praktik i en børnehave i første omgang. Men min røde næse, den opgiver jeg aldrig!

Ingen kommentarer: