ANTONYM AF MORFIN

Først, vil jeg gerne takke for omtanken, kommentarene og alle beskederne vedrørende mit blog-indlæg igår; tak!

BAM, BAM, BAM, SLASK! Sådan har mine sidste par uger været.

Først gik jeg ned med stress, blev syg og kunne ikke overskue arbejde. Kort efter blev det besluttet, at jeg skulle stoppe i klubben. Endnu et nederlag (BAM). 15 timer om ugen - det kunne jeg ikke engang klare. Så der gik jeg, og var lidt øv. Ikke mere end øv for, som altid, lod jeg ikke mine følelser komme for tæt på.

Så fik jeg et brev "Kære Mie Maja, du er desværre ikke gået videre..". Fuck (BAM)! Jeg kom ikke ind på det studie, jeg gerne ville. Nå, livet går videre, ikke? Man skal jo nødigt græde over spildt mælk. Jeg tog en dyb indånding og rettede mig op.

Så var der den her mand som har fyldt en del i mit liv det sidste halve år. God kemi. En mand der sagde, at han synes, jeg var smuk. En mand der gad høre på mit lort i timevis. Det forstod jeg selvfølgelig ikke, men okay. Vi mødte hinanden efter mange måneders samtale. Det var hyggeligt. Da han havde sagt farvel og vi ses, gik han ud ad døren. Jeg satte mig ned og stirrede ud i luften. Flere timer, utallige cigaretter og et par kopper kaffe senere, sad jeg stadig der og stirrede ud i luften. Jeg var helt tom og svimmel. Jeg havde ondt i maven og tårer i øjnene. Men kun i øjnene for, de måtte ikke befries og få frit løb. Min morfar kom hurtigt forbi med alkohol fra Tyskland. Han sagde farvel, og gav mig et kys på kinden. Jeg gik op i min lejlighed. Nu var jeg helt svimmel. Jeg satte mig ned, og BAM der væltede tårene ud. Alle de tårer jeg har nægtet i så lang tid. Det gik op for mig, at jeg godt kunne lide den her mand. Jeg så noget specielt i ham. Jeg græd og jeg græd og jeg græd. Jeg græd fordi, det var dumt. Jeg fik mere og mere ondt i maven over tanken, men jeg fik mandet mig op, og fik fortalt ham det. Hans reaktion var cirka som jeg havde regnet med. Men det var langt fra de ord, jeg gerne ville høre. SLASK!  Det hele sortnede. Tankemylderet tog over. Mit tankemylder tog over; Jeg er aldrig god nok. Jeg er hende den sjove som, du kan grine af. Jeg er hende med de store bryster som, du kan dyrke sex med. Men jeg er ikke, hende, et menneske, du kan se i øjnene og elske. Det er uretfærdigt. Eller måske var jeg bare Adolf Hitler i mit tidligere liv. Karma is a bitch.

Timerne går. Og går og går og går, mens cigaretterne bliver røget i kæde af hinanden, og kaffen bliver indtaget i spandevis. Jeg får ikke rigtigt lavet noget. Jeg stirrer for det meste bare ud i luften. De onde tanker kommer frem engang imellem. Igår, da jeg skulle sove, var det mørkt, og alting føltes forkert. Mine tanker gik i selvsving og tvang mig til at tænke på grimme ting. Jeg blev så ked af det. Jeg ville så gerne kunne blive ked af det som et normalt menneske, og ikke som 100 mennesker på én gang. Jeg vil så gerne, at jeg ikke tænker på alle de grimme ting. Tankerne bliver mørkere og grimmere. De er så mørke og grimme, at jeg ikke engang vil skrive dem ned.

Det værste er... det er så tragikomisk. Det værste er, at jeg jo godt ved, at jeg nok skal blive glad og fri for tankerne igen. På et tidspunkt. Men det varer aldrig ved. De kommer altid tilbage og hjemsøger mig. Prikker til mig, skriger ind i ørene på mig og skræmmer livet halvvejs ud af mig endnu engang.



PS. Min kat, Frk. Nilsson er hele tiden ved min side. Hun sætter sig i skødet på mig flere gange om dagen, og kigger på mig med sine store øjne, og skubber til min hånd med sin snude. Og jeg smiler for, jeg ved, jeg ikke er alene i den mørke hule.

Ingen kommentarer: