DEN FØRSTE MAND

Jeg deltager i en ung mands bachelor design projekt der handler om selv iscenesættelsen,
og dertil skulle jeg komme med en række bekendelser. En af dem var:



Den første mand i mit liv, min far, afviste mig,
så jeg forstår ikke hvorfor nogen anden mand
skulle være oprigtigt interesseret i mig.


















Kære far,

når jeg tænker på dig bliver jeg ked af det. Jeg bliver så ked af det, og så bliver jeg vred. Du har aldrig kæmpet for mig. Du har aldrig spurgt efter at se mig. Du ville aldrig have mig. Og det var ikke fordi, mor afholdte dig fra at se mig. Tværtimod, hun så hellere end gerne, at vi havde et forhold til hinanden. Da jeg mødte dig og besøgte dig for 3 år siden, sagde du, at du var så glad for, at jeg havde taget kontakt til dig, og at vi skulle bibeholde vores kontakt. Men hvorfor holdt du så op med at svare på mine beskeder og opkald?

Det gør så ondt at blive afvist af sit eget kød og blod. Og det var ikke sjovt, da jeg var lille. Jeg har altid fået at vide, at jeg lignede dig rigtig meget. Og jeg tror ofte, mor blev mindet om dig, når hun kiggede på mig, og blev ked af det.

Og jeg bliver vred. Jeg bliver vred fordi, jeg altid har higet efter mænds opmærksomhed. Og mændende, de har altid fået lov til at gøre med mig hvad, de ville. Jeg har altid bare været en dukke, man kunne tage frem, når man gad lege med mig, og tilbage på hylden når, man kedede sig over mig. Og minsandten om ikke jeg stadig var der hvis, de ville lege igen.


Da jeg var 13 år gammel, fik jeg min første kæreste. Han var 16 år gammel. Det var spændende, og jeg var nysgerrig. Nysgerrig på min seksualitet. Så en aften, da min kæreste indledte et samleje, skulle det jo prøves. Men det gjorde ondt, og jeg græd. Jeg sagde stop, men han stoppede ikke. Det skete et par gange til, han blev træt af mig. Så han satte mig på hylden, og blev kærester med min bedste veninde. Jeg sagde ingenting. Men hver aften, når jeg skulle sove, græd jeg. Jeg græd til, jeg ikke kunne mere. Hver aften. Der begyndte jeg også at skære i mig selv.

Da jeg var 15 år gammel, mødte jeg en ung fyr til en fest. Han ytrede, at han ikke længere ville leve, og lagde, sig på nogle togskinder. Jeg fik båret ham væk, og blev hos ham resten af aftenen. Jeg lagde mig ved hans side, da vi skulle sove. Han skulle jo ikke være alene. Han tog mit tøj af, og jeg græd stille. Jeg lå stiv som et bræt, og følte al verdens smerte samlet på ét punkt. Da han var færdig og var faldet i søvn, sneg jeg mig ud af værelset og ned på badeværelset. Der lå jeg i timevis og græd. Da jeg kom hjem dagen efter, sad jeg bare og stirrede ud i luften.

Da jeg var 19 år gammel blev jeg hjemløs og flyttede midlertidigt ind hos en bekendt. Vi blev hurtigt kærester. Der skete et uheld og jeg blev gravid. Han tvang mig til en abort, jeg tog pillerne og gik til en obligatorisk blodprøve. Da jeg kom løbende ud fra blodprøven, var han væk. Der stod jeg, alene, med 2 cigaretter, 26 kr. i lommen, og alle mine egendele stod ude på en vej i regnvejr. Det hele sortnede. Aborten gik også galt.

Da jeg var 20 år gammel, 5 måneder senere, tog førnævnte kontakt til mig igen. Vi blev kærester igen. Han sagde, at han så sin eks-kæreste ved siden af mig, sidst vi var kærester. Jeg sagde ingenting. Vi havde et forhold i et år. I løbet af det år, slog han mig engang imellem, mens han grinte. Jeg grinte med, og sagde det ikke til nogen. Et par gange de sidste par måneder, tog han et gevær frem, grinte, og rettede det mod mig. Jeg grinte med, mens tårene trillede ned ad kinderne på mig. Jeg lå søvnløs om natten, ved siden af ham, og græd. Jeg tænkte, at jeg burde gå min vej, men jeg gik aldrig. Han gik fra mig kort efter.


Og en del af mig,den del af mig som er din datter, har fuld forståelse over, at mænd behandler mig på den måde. Det er vel okay for, jeg har jo aldrig været god nok til den første mand i mit liv.


Kærlig hilsen,
din uønskede datter

2 kommentarer:

SARAHH sagde ...

Hold op mand... Det her indlæg er så sørgelig, og samtidigt så inspirerende for mig. Jeg har selv en far, der ikke er en særlig god far, så det her indlæg betyder så meget for mig. Tusind tak, fordi du er modig nok til at skrive det.
Du har hjulpet mig. Tak - du er sgu sej!

Frederikke Therese sagde ...

Du er så sej!
Jeg kan genkende noget af mig selv i det første du skriver... men jeg har ikke oplevet nedturene - og nu har jeg kun mere respekt for, at du kan agere Pippi Langstrømpe og være så sød til at fortælle historier og så smilende på dine billeder.

Jeg tror på, at du er et fantastisk menneske!

<3