LIVET SOM EKSTREM DAME

Jeg sidder og lader de der sjældne tårer løbe ned over mine kinder, og tørrer dem væk inden, de rammer min kjole. Men det er ikke fordi, jeg er ked af det, at jeg græder. Det er fordi, jeg er blevet mindet om livet. En pige, jeg genkender uendeligt meget af mig selv i, bare udfra små tekster, blev overfaldet og ladt til og dø i en hæk i en park. Min yndlings park i København. At læse om sagen, giver mig brækfornemmelser, og ondt i maven. Forfærdeligt. Men jeg vil ikke sidde og være trist på hendes vegne ligemeget, hvor forfærdeligt det var, dét hun er blevet udsat for. Men jeg vil derimod huske på livet. Huske og leve. Carpe diem, baby... carpe diem. Eller, endnu bedre:


To live is the
rarest thing in
the world. Most
people exist.
That is all.



Hun overlevede forresten.


PS. Tak for udtrykket, stærke unge kvinde!

Ingen kommentarer: