WILD HORSES IN THE TEMPEST

Dette indlæg var jeg i gang med at skrive, da jeg pludseligt opdagede, at Frk. Nilsson var forsvundet. Derfor har det taget mig to og en halv uge, rent faktisk at få trykket på knappen "udgiv". 

Hun er stadig ikke kommet hjem. Hendes mad- og vandskål står stadig fyldte, hendes tæppe er stadig fyldt med kattehår og min lejlighed føles ikke længere som et hjem. 

Min lillesøster, Freja, har sagt til min mor, at det kunne være, at Frk. Nilsson havde haft en mission om at gøre mig glad for livet, og nu hvor jeg var blevet det, måtte hun videre ud og hjælpe nogle andre. 

Det var lige så tårene trillede. Men jeg havde ikke lyst til at sidde og snøfte ind i telefonen med min mor på den anden side. Nu ligger telefonen på bordet, og kan jeg trygt snøfte lidt for mig selv. 




Mit liver tager godt nok fat for tiden. Det er i perioder som disse hvor, jeg føler, at jeg står midt i en storm med en flok vilde heste der galoperer rundt om mig, og jeg prøver på ikke at vælte omkuld:
















1 kommentar:

SARAHH sagde ...

omg, jeg elsker dine ringe!
og din misser skal komme hjem igen!!!