MIN ØJESTEN

Jeg vågnede imorges ved 09.30 tiden, rullede lidt rundt og ledte efter min iPhone. Den lå under hovedpuderne. Der var en SMS fra et ukendt nummer. Jeg låste tastaturet op, og læste beskeden "Jeg har lige set din kat løbe ved busstationen...". Jeg stod hurtigt op, satte mig ud i køkkenet med en cigaret og en kop kaffe. Jeg var ret langsom. Træt. Jeg spiste noget morgenmad. Jeg tænkte, jeg nok hellere måtte gå ned og kigge efter min kat, men jeg tænkte, at det ville være for mærkeligt hvis, jeg fandt hende nu... efter 24 dage. Jeg fik smidt noget tøj på min krop, hoppede i mine støvler og gik ned på gaden. Stille og roligt. Jeg gik om på den gade hvor, den fremmede havde skrevet, at "min kat" var løbet hen. Et par meter henne ad vejen lå der en halv stor privat parkeringsplads. Et stille sted. Jeg gik ind på den, raslede lidt med en bøtte godbider og kaldte som jeg plejede at kalde på min kat. Vupti! En kat kom ud af busken. Jeg satte mig ned, og katten kom løbende over. Jeg tænkte ved første øjekast, at det ikke var min kat, da katten var på størrelsen med en stor killing. Men jo, samme lille hak i øret. Og kemien. Mit hjerte begyndte at hamre, min puls steg til mindst det dobbelte, og jeg kunne mærke alverdens følelser vælte ind over mig. Jeg tog hende op og knugede hende ind til mig. Jeg ville skynde mig hjem med hende, da hun ikke bryder sig om at blive holdt. Jeg gik hurtigt, med tårer i øjnene og smil fra øre til øre. Folk gloede og min kat miavede.  Det føltes så surrealistisk. Jeg var blevet genforenet med min kat. Min kat... min øjesten... min elskede lille Frk. Nilsson.

Da vi kom hjem, smuttede hun ind under sengen. Jeg skyndte mig og finde frisk vand og mad frem. Der var ellers stadig noget i hendes skåle, men det var nok ikke så lækkert efter 3 uger. Jeg satte det ved sengen, og et hendes lille kattehovede poppede ud og grov åd noget mad. Efter et par minutter hoppede hun op i skødet på mig. Tårene trillede ned. Hun var hjemme igen. Hun var virkelig hjemme igen. Hun var udmagret og udkørt, men hun var hjemme.


Hun smed sig hurtigt op ad mig og forlangte at blive nusset.


Men hun hoppede hurtigt ind i sengen for at putte.


Jeg lagde mig ind til hende, og sang "min øjesten" for hende,


mens jeg nussede hende,


til hun faldt i søvn.

Hun har siden da været vågen et par gange for at få noget mad og blive nusset, men det meste af tiden har hun sovet, den bette dejlige én.


Jeg får stadig tårer i øjnene og et kæmpe smil på læberne hver gang, jeg kigger på hende. Jeg tror, selv mine blomster er blevet (ud over alle grænser) glade - de er i hvert fald sprunget ud.

1 kommentar:

Gry Bay sagde ...

hvor er det fantastisk, at du har fundet din kat igen.