NÅR ANGST MELDER SIN ANKOMST

Er det godt at have en kat der kan passe på én og skræmme alle farer væk. Især en der er så dejlig som Frk. Nilsson:


Igår var der Kulturnat i Kollywood, og i den anledning tog jeg et bad, satte mit hår, lagde en krigsmaling, og iførte mig en flot kjole og drog på eventyr.

Jeg nød en aften med godt selskab, og endte hos min Pida, da vi besluttede os for at skippe "klamydia hullet" og bare nyde hinandens selskab i stearinslys skær med kaffe og rugbrødsmadder. Det var dejligt at se hende igen og dele historier hver især og tilsammen. Som altid.

Da klokken nærmede sig daggry, smuttede jeg i mine guld ballerina sko, ned ad trappen og hen mod banegårdspladsen der var fyldt med plastik og glasskår fra aftenens udskejelser. Og det var dér en mand sagde hej til mig. Sød som jeg er, sagde jeg hej til ham, kiggede ikke på ham og trippede videre på mine tåspidser over glasskår. Til min store overraskelse skulle jeg ikke gå resten af de resterende 150 meter hjem. Nej, manden fulgte efter mig. Han var mørk og jeg forstod ikke halvdelen af hvad, han sagde til mig. Men jeg smilede og svarede så godt som, jeg nu kunne. Han spurgte om, jeg havde en mand derhjemme for, jeg lignede sådan en smuk kvinde der havde en mand. Jeg fortalte ham, at der ikke var nogen mand, men en veninde i stedet. Han troede, jeg var lesbisk. Jeg ankom foran min bygning og manden var stadig lige ved siden af mig. Jeg sagde, at nu skulle jeg op og sove. Han rykkede et skridt nærmere og sagde, at jeg havde en flot tatovering på foden. Jeg sagde tak, og tænkte, at det nok var skæret fra guldfarven i mine ballerina sko der gjorde, at han havde lagt mærke til den, da der jo endnu ikke var særlig meget lys udenfor. Mit hjerte begyndte og galopere, som jeg forstod, at denne mørke mand ikke syntes, jeg skulle gå alene op. Han blev ved med at spørge, om ikke vi skulle lære hinanden bedre at kende. Jeg fik sagt "en anden gang, måske", og skyndte mig ind ad døren. Han fulgte efter. Jeg vendte mig om sagde, at nu gik jeg altså op, vendte mig om igen og begyndte at løbe op ad trapperne. Trapperne føltes uendeligt lange og glatte under mine fødder. Jeg nåede op, låste døren op, og løb ind og låste døren efter mig. Den mørke mand var ikke fulgt med op ad alle trapperne. Heldigvis.

Jeg fik et deja vu om dengang en ældre herre havde prøvet sin vilje mod mig, fulgt mig op ad trapperne og sat sin fod i døren, som jeg ville smække den i, og først hev sin fod til sig igen, da jeg skreg af al mine lungers kraft.

Jeg blev svimmel og væltede ind på mit værelse, blandede et glas saftevand og tændte en cigaret med mine rystende hænder, efterlod cigaretten i den ene hånd og med den anden hånd tog jeg mine guld ballerina sko og smed dem i skraldespanden.

Måske havde Moffe ret; jeg ville nok ikke have gjort mig godt som ballerina, selv det var min store drøm som en lille tyk pige.

Ingen kommentarer: