MAMMOGRAFISK KORTSLUTNING





Hver en fiber i min krop skriger, mit hjerte galoperer, det hele er sløret og jeg gisper og hiver efter vejret.

Jeg har ikke rystet så meget som jeg gør nu. I hvert fald ikke i en halv evighed. Jeg kan ærligt talt ikke huske, hvornår den her ondartede kortslutning sidst har overvundet min krop.

Jeg fik et sug i maven, da nogen nævnte dit navn overfor mig. Jeg fnes "nå, lever han stadig?", og tilbage fik jeg en ufrivillig update på dit liv. I min verden fandtes du ellers næsten ikke længere. Kun små glimt.. Og lige pludselig stod det hele klart foran mig igen.

Jeg trak vejret dybt og drak øl i et halvt døgn i et forsøg på at drukne smagen af dit navn i min mund. Sov et par timer og vågnede op med en forfærdelig hovedpine. Ren suppe af lort i hjernen. Og så hørte jeg din stemme. Det sortnede for mine øjne og løb mig koldt ned ad ryggen. Det føltes lige pludselig som om du stod foran mig og stak en dolk i brystet på mig. En kortslutning i min hjerne og mit hjerte.

Jeg følte, jeg stod tilbage, hvor jeg stod for næsten to år siden. Med et koldt lille hul omgivet af metal, rettet mod min pande mens du grinte og sagde, at du kunne slå mig ihjel uden nogen ville opdage det. Som om jeg var det mest ubetydelige væsen i hele den store vide verden. Og så slukkede du lyset, smed mig ud i sneen, og efterlod mig alene i mørket, i en verden uden farve.

Og det mest forfærdelige ved det hele er, at jeg et kort øjeblik forestillede mig hvordan det ville være at røre ved dig igen.

Nu sidder jeg her med faldne stjerner i mine øjne og ville ønske, jeg kunne skrige af mine lungers fulde kraft. Her føles koldt og mørkt, mit hovede dunker og den ondartede følelse, der stadig sidder tilbage i min krop, er ubarmhjertig. Heldigvis har jeg Frk. Nilsson, der render hvileløst og miavende rundt om og mellem benene på mig, og et par farvestrålende, tændte stearinlys, jeg kan varme mig på.


-

2 kommentarer:

Flotfyr87 sagde ...

Hej Mie Maja,
Er du klar over hvad mammografi betyder?
Jeg forstår reelt ikke hvordan du kan bruge det i denne sammenhæng.
Godt at du har din kat, søde.

Mie Maja sagde ...

Hej hvem du end er,

Ja, jeg ved godt hvad mammografi betyder, og jeg ved også godt, at man ikke kan bøje ordet.

Og det hænger heller ikke sammen for udefrakommende i denne sammenhæng, nej.