CLINOMANIA; EXCESSIVE DESSIRE TO STAY IN BED.


Jeg har været inde i en dårlig periode de sidste par uger. Jeg vrøvler hele tiden og oftest om noget negativt ævl. Produktiviteten er på sit laveste og jeg er kommet frem til at det måske skyldes, at jeg har rigtig svært ved at acceptere mine grundlag. Især min sensitivitet. Min sensitivitet dræner mig for energi, giver mig smerte helt ind i knoglerne af ren udmattethed, men værst af alt forlader den aldrig min side.

Jeg er både hvad man kalder særligt sensitiv, hvilket er psykisk begrundet, men i lige så høj grad, hvis ikke højere, er jeg hyper sensitiv, hvilket er noget mere fysisk betonet. I korte træk betyder det, at jeg ikke kan lukke af for nogen indtryk. Ingen indtryk overhovedet. Altså, lys, lyd, lugte bevægelser... alle sanser kører på fuldt drøn hele tiden. Og det er hårdt. Det er udmattende. Og nu har det altså drænet mig fuldstændigt for alt hvad der overhovedet minder om energi og overskud.

Men selvom min sensitivitet ofte dræner mig, må jeg også huske på de positive sider af den - bl.a. er jeg meget opmærksom på andre mennesker. Selvom det til tider kan være hårdt, er der i og for sig også en gave. En gave at kunne se igennem mange menneskers fint polerede facader og se præcist hvad det er de har brug for. Desværre har jeg ikke altid energien til at gøre gode ting for andre. Næ, nogengange må jeg sætte mig selv i første række. Præcist ligesom tatoveringen på mit håndled fortæller:

1. Står for at sætte mig selv i første række - den tatovering fik jeg efter bruddet af ikke-særlig-pænt-eller-sundt forhold, hvor jeg stod som nummer alt andet end 1 på listen over ting, jeg skulle tage mig af.

2.
Et buddistisk visdomstegn som jeg lærte om i behandling - den tatovering fik jeg da jeg gik i behandling, hvor jeg lærte, at mine følelser og min erfaring gav mig visdom. Og på den måde lærte jeg at acceptere min fortid og de følelser jeg nu engang måtte have.

3.
42 var det antal kg jeg i alt skulle tabe mig for at komme ned på min idealvægt på 70 kg (altså, så vejede jeg engang 112 kg.), når det så var sket, måtte jeg få fyldt tatoveringen ud. Men nu er jeg altså lige ligeglad med tallet på min vægt, og heldigvis er 42 også svaret på meningen med livet.

- Og dét er hvad jeg gør nu; sætter mig selv i første række, prøver at acceptere mine grundlag, erindre mine erfaringer og give mit liv lidt mening igen. Så nu har jeg altså annonceret at jeg er gået i hi aka. slettet min IRL-profil (som Vaike siger det) og vil koncentrere mig om mig selv i et par uger, lægge store og vigtige planer for fremtiden og nusse Frk. Nilsson ekstra meget.


Jeg er over halvvejs med mit PROJEKT 365 og jeg er så fandens fucking stolt af mig selv!


















Og som altid har jeg liiiiige et par fraklip:

 










FORHÅBNINGSFULDE

KNUS + KRAM & KYS,

1 kommentar:

Charlotte A sagde ...

Du er simpelthen så smuk :)