MOST PEOPLE ARE OTHER PEOPLE. THEIR THOUGHTS ARE SOMEONE ELSE'S OPINION, THEIR LIVES A MIMICRY, THEIR PASSIONS A QUOTATION.


Idag er grå. Meget grå. Jeg er ked af det, og det er okay. Igår blev jeg mindet om en følelse. En følelse jeg har følt så mange gange før. At blive afvist. Jeg ved ikke de præcise grunde, men jeg tror, det har noget at gøre med "min situation", min fortid og mine handicap. I allerhøjeste grad endda. Jeg bryder mig vitterligt ikke om at blive dømt ud fra mine papire, for jeg ser dem ikke, som en del af min personlighed, mig som person. Nej, det er bare en del, omend en stor del, af mit liv. Men de er ikke mig.

Det minder mig om en tekst jeg skrev for et par dage siden:
 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at tanken om hvorvidt det var det rette for mig at flytte til København eller om jeg måske havde fået mere styr på mit shit i Kolding ikke havde strejfet min søde lille hjerne bare én gang eller to, eller måske endda 864467897549 gange. Men her den sidste uges tid er det gået op for mig, hvor rigtigt det hele føles. Ganske rigtigt har det været en kæmpe udfordring, i sig selv bare at hæve ankeret og sejle afsted, for slet ikke at tale om hvor mange flytterkasser min ryg har måtte overkomme at bære på eller hvor mange gange mit hjerte ikke er blevet knust bare en lille smule over at skulle putte Frk. Nilsson ind i en lille kasse med tremmer for. Men det vigtige, sagens kerne, er at jeg har overlevet og jeg nu lever. Lever, sådan rigtigt. Ikke bare det der overlevelses bullshit, som jeg har vadet rundt i, i hvad føles som en evighed. Nej, nu lever jeg og jeg føler at mit liv giver mening, og vigtigst af alt måske gør mig lidt PFC. Mange ville måske ikke synes at være tilfredse med at modtage kontanthjælp på 117. år i træk, være i praktik i 4 timer om ugen og så ellers selv må stå for at skrue resten af ugen sammen, så den giver mening. Men jeg er tilfreds for... for mig, giver det mening. Mine drømme svæver pænt og samlet rundt på små skyer i min mave. Jeg har drømme som virker til at kunne blive en realitet. Et liv. Drømme, og ikke mindst passion. Jeg tror på mine drømme, og håber på de ikke bare tror på mig, men også har tålmodighed overfor mig, for det har jeg brug for. Vi skal nok klare det, mine drømme og jeg.

Jeg kigger tit omkring mig, på alle de ukendte ansigter i Københavns gader og stræder, mens jeg spekulerer over hvorfor de er lige hér eller dér, om de brænder for deres foretagender, eller om de bare har smidt en masse såkaldte samfundsnormer- og modeller sammen, som de så fornemt kalder for deres liv. Jeg spekulerer, og jeg undrer mig især, når jeg ser fortvivlelsen i deres øjne, når jeg fortæller om "min situation" og alle mine drømme. For jeg er ikke studerende, jeg har ikke nogen uddannelse, og jeg har heller ikke nogen planer om at tage en, for det tror jeg ikke er den rette vej for mig, og det er mit valg. Ligesom det er deres, og dit valg, hvad du vil med dit liv... Hvad jeg egentlig prøver på at sige er... Er du glad? Måske endda tilfreds? Er du måske endda lykkelig? Giver det mening for dig at stå op om morgenen? Føler du dig på rette vej? Ellers, luk dine øjne, sug luften omkring dig helt ned lungerne, helt ned i maven om muligt, fokusér og mærk efter; hvad brænder du for? ... Gør det! Gør det af hele dit hjerte, med passion, fyrværkeri og store armbevægelser! Hvad venter du på? Hæv dit anker, kast dig ud i dine drømme og kæmp for dem!


Note: Ja, jeg ved godt, at jeg er skide privilligeret med al den tid "min situation" giver mig. Men det har været længe undervejs. Jeg har i 10 år (believe or not) - altså, siden mine papire startede med at cirkulere rundt i systemet, kæmpet en kamp for at finde mine ord og lære at kunne kommunikere mine problemstillinger og ikke mindst mine behov overfor omverden. Og tro mig, det har ikke været let. Men nu er jeg her, nu kan jeg stå op og smile.


KNUS + KRAM,
 




PS. Igår fik jeg også at vide, at en pige, jeg egentlig ikke kendte, døde af sine kvæstelser fra et trafikuheld i weekenden. Selvom jeg egentlig ikke kendte hende, fik nyheden et par tårer til at pible frem. Hun var venner med nogen af mine venner og hun var en pige, som jeg har mødt gentagne gange og som jeg har haft et par samtaler med. En af disse samtaler, står helt klart i min hukommelse nu; Du var lige kommet ind på dit drømmestudie, et studie som jeg troede måske var mit drømmestudie. Du fortalte livligt og på gebrokken engelsk om den opgave du var kommet ind på, og jeg lyttede spændt og spurgte ind til dine metoder. Du var så smilende, så smilende og så glad. Det er nu 4 år siden. En evighed siden, og nu er du væk. Mine tanker og medfølelse går ud til vores venner, dine venner, din familie og din kæreste. Jeg husker, hvordan dine øjne, søgende og måske lidt nervøse, glimtede, når du smilte.

Ingen kommentarer: