LEARNING HOW TO BE HAPPY IS THE SINGLE MOST IMPORTANT YOU WILL EVER LEARN AND USE.


Dette er mit 250. indlæg! Hu-fucking-raaa! Jeg synes, det er rimelig bad ass, hvis jeg selv skal sige det. Og trods mine mange bandeord og udbrud af vrede (and believe you me, dem har jeg mange af!), frustration og smerter i mine led og knogler, en vinterdepression der er begyndt at vise sine grimme, gule tænder endnu engang, er der visse ting der holder mig kørende:

- At jeg først og fremmest har jer, kære læsere! Fordi I er jer! Jeg skal lige vænne mig til at møde fremmede på gader og stræder der ved hvem jeg er, og endda nogle fremmede som kender til nogle af de mest intime detaljer om mit liv. Det er måske lidt grænseoverskridende og nervepirrende, men kors, hvor er det også bare fedt! Selvfølgelig er det dejligt at blive anerkendt for alle de mange timer jeg lægger i at fotografere, observere, tænke tanker, læse og skrive... men det fedeste er de mange personlige beskeder og samtaler. Dem hvor jeg bliver takket for at give folk et smil på læben, en bedre dag eller måske endda et bedre syn på dem selv eller verden. Hold nu kæft, hvor er det fedt! Jeg mener, hånden på hjertet og alt det der, at jeg selv er så dybt taknemmelig over at "lille" jeg må få lov til at gøre så gode indtyk. I får mit hjerte til at smile.

 - At Frk. Nilsson og jeg har et tag over hovedet,

 med den smukkeste udsigt fra min smukke seng,

 hvor der bliver kastet det mest eventyrlige lys

 inde fra stuen.

Og selvom det regner, er her stadig varmt, trygt og smukt.

 - At min morfar stadig sender farvestrålende breve

fyldt med sjove ord.

- At Frk. Nilsson lever i bedste velgående:

- At jeg dag for dag bliver bedre til at samarbejde med mig selv, mine vaner og handicap; at jeg dag for dag bliver bedre til at sige til overfor andre - at bede om et kram, et øre, en skulder, en time eller to eller måske bare et lille smil; at jeg dag for dag bliver bedre til at sige fra - at kende mine grænser, fortælle når jeg når dem eller de bliver overtrådt, sige til når jeg bliver ked af det, sur vred etc. Måske er det almindeligt for mange, men for mig er det kæmpe fremskridt. For mig er det kæmpe fremskridt at jeg kommer ud af sengen 9 ud af 10 dage og måske endda får noget ud af den. Faktisk sker det sjældent, at jeg går utilfreds i seng, og det er fande-fuckme-fantastisk!

- At jeg kan komme hjem til roser + en invitation til en jazz date fra min roomie.

OG SIDST, MEN IKKE MINDST... at jeg er så priviligeret, at jeg har den bedste dysfunktionelle familie og de bedste dysfuntionelle venner og bekendte, gamle så vel som nye, jeg kan få lov til at dele mit liv; min hverdag, mine sorger, mine glædesudbrud, mine mærkværdige spørgsmål og tanker, events og festligheder, eventyr, drinks og prutter, kys og kram og meget, meget mere:


HELT OPRIGTIGE
KNUS + KRAM 





PS. Idag har Vaike og jeg 8 års dag! Det vil sige at vi har kendt hinanden i cirkus 1/3 af vores liv, hvor vi har holdt sammen i tykt og tyndt. Jeg vågnede op til det sødeste blog indlæg fra hende i nat - Eight.

Og tidligt idag modtog jeg den fineste polkaprikkede pakke.

Da jeg åbnede den fik jeg et slag i ansigtet af verden. En ballon fyldt med helium.


Og den sødeste lille seddel.

Jeg elsker dig, Vaike! Og jeg glæder mig til vores aften med huler, lys i alle regnbuens farver, Dr Pepper, slik og en oplevelse jeg sent vil glemme.

2 kommentarer:

Mette Kruse Clausen sagde ...

Hvor fantastisk!!!
Elsker dig<3

Siforama sagde ...

Dejlige billeder Mie Maja
- også fik du også et billede af min mås -det havde jeg helt glemt :)

dejligt at se hvad du har foretaget dig siden vi sås