ONE PILL MAKES YOU LARGER AND ONE PILL MAKES YOU... SMALL.


Jeg har fået en allergisk reaktion på universet. Et overflod af følelser jeg hverken kan kategorisere eller organisere. Jeg ved ikke om det er noget jeg decideret har nævnt før, men jeg har et enormt behov for kontrol - over ting, mennesker, følelser, bevægelser... you name it. Det kan selvsagt på ingen måde altid lade sig gøre at have kontrol over
a l t i n g, og i dét sekund, jeg føler at jeg mister grebet, falder jeg sammen. Jeg bliver bange, bange for alting, svimmel, får vejrtrækningsbesvær og falder sammen. Jeg er helt rundtosset og har svært ved at række ud efter noget, for alting er blevet sløret og lige pludselig kæmper jeg for ikke at drukne i et stort sort hul. Det er den mest forfærdelige følelse jeg kender til, og den findes i alle aspekter af livet. De 'kloge' mennesker kalder det "utraditionel OCD", og det er noget jeg må leve med resten af livet.

Jeg har helt sikkert fået en masse uundværlige oplevelser siden jeg flyttede til København, og jeg har helt sikkert også lært en masse, men for noget tid siden tilbage kørte jeg ud på et sidespor. Jeg er nu nået for langt væk fra det oprindelige spor til at jeg kan finde min vej tilbage igen. Jeg har taget en håndfuld (eller to) knapt så gennemtænkte beslutninger og det betaler jeg nu prisen for - nogle af dem skammer jeg mig næsten så meget over at flere af mine nærmeste ingenting ved om dem. Faktisk størstedelen. Og det er så svært for jeg holder meget af at være ærlig og fortælle sandheden. Men sandheden er ikke nogen køn en af slagsen, og jeg ved ikke om jeg ville kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg vidste at de skulle bære den smerte, som jeg ved, jeg ville udsætte dem for, hvis jeg fortalte dem h e l e historien. Nej, det er jeg slet ikke klar til... og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver det. Men det er vel også okay for det er min helt egen, personlige historie, og jeg skal nok finde ud af det, og jeg vil ikke bekymre nogen mere end højst nødvendigt. Jeg er okay, virkelig, I skal ikke bekymre jer. Jeg ved du ville forstå mig og jeg ville sådan ønske du stadig var her til at synge for mig, høre mig, tro på mig, give mig drømmen om paradis tilbage. Jeg savner dig mere nu end jeg har gjort længe. Du er i sandhed det mest ægte jeg nogensinde har kendt. D'et står for dig, alle mine Drømme om dig.
Nu er det tid for mig til at trække stikket ud, trække vejret, tælle til 10 og reboot'e. Der skal til at ske nogle store ændringer i mit liv, og jeg er spændt helt ud i alle mine finger- ,tå-, og lettere spaltede hårspidser. Og mens jeg samler kræfter til at finde mig selv igen i det her kolosale rod jeg har fået skabt, kan I få lov til at se hvad jeg har fået ryddet op i af billeder der lå på min computer, dateret helt tilbage til min fødselsdag d. 10 december 2013, lidt før jeg kørte ud på det førnævnte sidespor:



TAKE CARE,                      

2 kommentarer:

Katrine Andersen sagde ...

Vil du ikke spørge din kammerat med den sjove septum-ring i næsen, hvor han har ringen fra? Den der halvmåne-formede ring. Den er sej.

Kh
Kat

Lykke sagde ...

Så mange fantastiske flotte og stemning fyldte billeder!