SAY SOMETHING, I'M GIVING UP ON YOU. I'LL BE THE ONE, IF YOU WANT ME TO. ANYWHERE I WOULD'VE FOLLOWED YOU.


Jeg har indset at der er blevet dødsens stille herinde, mens det stormer i mit liv, og det er fordi jeg er blevet syg. Eller i hvert fald er jeg måske på vejen til at erkende det, eftersom jeg kan se mig selv udefra fylde min krop med medikamenter mod alverdens rædsler, alt imens jeg kravler rundt i min egen fortvivlelse og bliver ædt op indefra. Det er vel unødigt at fortælle, at jeg ikke længere kan kende mig selv.

Mine egne ord er voldsomme, i affekt og dybt destruktive, så derfor vil jeg bruge Lola Baidels i stedet:


Jeg blev inspireret til at dele dette digt fra min yndlings digtsamling "DU SKAL PASSE DIN HAVE", da jeg netop har fundet et eksemplar liggende i min postkasse, sendt fra Sverige af min ejegode Moffe Loffe.

GRÅ SKYER OG REGN,  
                   
PS. Jeg er ikke selv holdt op med at skrive. Det er bare i hånden, og jeg holder det for mig selv. For nu.

Ingen kommentarer: