I REMEMBER WHEN I LOST MY MIND. THERE WAS SOMETHING SO SPECIAL ABOUT THAT PLACE, EVEN YOUR EMOTIONS HAVE AN ECHO IN SO MUCH SPACE.


Tryghed er altså en mærkelig størrelse - nogen finder den hos familie, venner, kærester, mad, kæledyr, tøj, et hjem, religion og så videre, og så videre og så videre. For tiden finder jeg tryghed ved at lukke mig selv inde i min hule og ligge i min seng med Frk. Nilsson, se en masse serier, dokumentare og film og bruge min bamse som hovedpude. Ind imellem får besøg af et menneske jeg egentlig ikke kender særlig godt, men han er rolig, sød og varm, og lyden af hans hjerteslag får mig til at slappe af. Han er det sidste menneske jeg knyttede et bånd til, inden min verden ramlede sammen omkring mig. 

Jeg har ændret mig markant de seneste par måneder - jeg er blevet menneskesky og jeg føler ingen lyst til at ses med veninder, gå i byen, ud og shoppe og alt det spas, som jeg ellers plejer at være glad for. Jeg har svært ved at kende mit spejlbillede, mine øjne ser grå og livløse ud og mit ansigt hænger. Jeg er konstant bange og ængstelig. Det tragikomiske er, at alt hvad jeg er bange for og ængstelig omkring, er ting der allerede er sket. Det er ikke noget nogen kan ændre på, selvom mit største ønske er at få stillet en tidsmaskine til rådighed, så jeg kunne gå tilbage og ændre det hele.

Jeg prøver at holde mig kørende ved at reparere tøj, rydde ud, systematisere og smide ting væk. Jeg ville i virkeligheden ønske, at det var mig der kunne blive repareret, at det var mine triste minder og dumme mennesker der kunne blive ryddet ud i, at det vat var mine følelser der kunne systematiseres og alt overskydende kunne smides væk.

Det er ikke et ukendt territorium for mig at trække mig tilbage og lukke af, det har jeg gjort mange gange i løbet af mit liv, men det er mange, mange år siden det sidst har været så omfattende, som det er nu. Jeg føler en masse vrede, sorg og generel modløshed, men jeg forsøger ihærdigt at lukke af for de følelser, fordi de er så forbandede svære at have med at gøre.

Indtil for to uger siden kravlede jeg, bogstaveligt talt, rundt på væggene af angst, jeg knugede mine hænder sammen og borede neglene langt ind i huden for at forhindre mig selv i at ødelægge mine omgivelser, jeg græd et hav af tårer og mit tøj blev gennemblødt, mens jeg med alle mine kræfter holdt skrigene tilbage, fordi det bare var så forbandet smertefuldt at være tilstede. Det var konstant, hele tiden og så igen, i hvad der føles som en evighed. Buldrende og mørkt. Jeg turde ikke sove i frygt for at få mareridt, så jeg fik kun meget få timers søvn ved hjælp af høje doser af beroligende medicin der gjorde, at jeg ikke ville nå en dyb søvn og derfor heller ikke ville være i stand til at møde de onde drømme. Men det var et mareridt at vågne igen og indse at alt hvad der var sket, virkelig var sket.

Nu tør jeg med nød og næppe sove. Altså, når solen er stået op vel at mærke. Jeg holder nøje øje med den, og tillader først mig selv at lukke øjnene, når den er kommet frem. Og så sover jeg indtil den er ved at gå ned igen. Jeg er udmærkedet godt klar over hvor hamrende usundt det er, men jeg ved også hvor vigtigt det er at jeg rent faktisk får noget søvn. Og så er det altså dét jeg prioriterer for nu. Jeg mener, jeg har alligevel ingen grund til at stå op, for jeg er sygemeldt og der sker ingenting jeg behøver være en del af.


Mit syn svinger mellem at være sort og hvidt til at blande sig sammen og blive til en stor, tung og grå masse. Jeg har atter mistet mine farver. - Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg altså ikke om jeg orker at gå ud og lede efter dem igen...



GRÅ TANKER,                      

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig, men det hjalp mig. Jeg lærte at af finde mig med at man ikke kan ændre andre eller ændre ting der er sket. Man må bare se fremad og acceptere det. Knus.