JEG VÅGNER VED ET SÆT HVER EVIG ENESTE NAT.


Mit søvnmønster er efterhånden blevet så mærkværdigt og så frustrerende. Jeg sover ganske vist mange timer, i håbet om at få lidt tiltrængt fred fra kulden og mine tanker, men jeg sover ikke tungt. Langt fra. Jeg vågner flere gange om natten, for jeg føler mig ikke tryg og det spøger inde i mig. Nogle dage kan jeg ikke sætte ord på det og male et billede af hvordan det føles, mens jeg på andre dage finder lige præcis de rette ord:

"Jeg vågner ved et sæt hver evig eneste nat. Det løber isnende koldt ned ad ryggen på mig. Omvendt løber mavesyren lige så stille, men sikkert, op igennem mit svælg og ud i min mund. Det brænder. Jeg lader det være, det absorberes og trænger op mod min hjerne. Syren ætser væk lidt af minderne om dén dag. Dag for dag forsvinder lidt flere ord, lidt flere bevægelser, lidt flere berøringer, men den skarpe genstand du plantede solidt i brystet på mig, den har ikke rykket sig en milimeter, og hvis jeg laver en pludselig bevægelse eller prøver rykke den ud, risikerer jeg at forbløde. Det isner af smerte omkring den, og for hver dag der går, bliver jeg koldere og koldere og min hukommelse bliver mere og mere hullet. Mine tårer triller stille og ubevidste, mens min mave skriger af tomhed og danner et konstant ekko. Hvert et åndedrag uden dig gør ondt i hver en fiber af min krop."

Det siges at tid læger alle sår, men kunne det dog ikke godt holde op med at gøre så forbandet ondt? Eller kunne der i det mindste ikke være nogen til at holde poserne under mine øjne og kaste lidt lys ind i mine øjne? Jeg mindes at de engang var farvestrålende og glimtede så smukt. Nu synes jeg mest af alt, at de ser grå, udtværede, matte og fremmede ud. Måske har jeg bare slidt mit spejlbillede op i håbet på at kunne kende mig selv?


Nu vil jeg prøve at børste mit sørgmodige sind ind under et tæppe, finde et smil frem fra en af mine skuffer og smide en eller anden form for flot beklædning på og tage ud og blive luftet, underholdt og forhåbentlig møde nogen nye og meget gerne inspirerende mennesker.


TANKER & ORD,                      

Ingen kommentarer: