I ONCE HAD DREAMS OF BECOMING A BEAUTIFUL POET, BUT UPON AN UNFORTUNATE SERIES OF EVENTS SAW THOSE DREAMS DASHED AND DIVIDED LIKE A MILLION STARS IN THE NIGHT SKY THAT I WISHED ON OVER AND OVER AGAIN, SPARKLING AND BROKEN.


Det er ikke fordi jeg er holdt op med at skrive. Slet ikke. Jeg skriver egentlig ganske mange ord ned, men det virker usammenhængende og det passer ikke til den forestilling om hvem jeg var og hvordan jeg gerne vil fremstille mig selv. Jeg har en helt klar og flydende forestilling af mig selv og mit liv, men det føles lidt ligesom en drøm, for det er så langt fra hvad der står foran mig, når jeg kigger ind i spejlet. Jeg vil gerne pakke alle mine følelser og minder sammen i en kasse, sætte kassen ned i endnu en kasse og blive ved indtil de er pakket forsvarligt sammen og derefter begrave dem langt ned under jorden, hvor ingen ville finde frem til dem nogensinde igen. Men det ville jo være ligesom at begrave mig selv, for hvem er vi mennesker uden vore følelser? Godt nok bedømmer vi hinanden kollektivt udfra papiret - hvor vi kommer fra, hvad vi har lavet, familie forhold, indkomst og beskæftigelse etc., men når alt kommer til alt kan vi jo ikke bestemme mennesker, deres tilstedeværelse, (med)menneskelighed og kemi udfra en masse sorte ord på hvidt papir. Vi er hvem, vi føler vi er, og hvis alle mennesker lige gav sig lidt ekstra for at mærke dem selv og andre, i stedet for at analysere og måle hinanden og sig selv, er jeg sikker på at flere mennesker ville komme ind under huden på sig selv og hinanden. Hvis vi lærte at lytte til og mærke hinanden, i stedet for at prakke vores meninger ned om ørene på hinanden og manipulere med menneskers egne tanker, følelser og forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert for dem, men i stedet for tog dem i hånden og sagde "jeg stoler på at din vilje er den bedste for dig", så ville vi måske slippe for al den had, jalousi, dårligt selvværd og de onde cirkler der er i verden. Måske er det bare en forældet hippie drøm om fred på jorden, men jeg har en bøn til alle mennesker på jorden om at øve sig i at slippe deres fordomme, sort/hvide syn og holde en hånd eller to og blive bedre ved dem selv og andre. Ud med papire, statistikker og praktisk tangegang, og ind med følelser, nærhed og forståelse.

Alt det skribleri var jo slet ikke dét der var meningen med dette indlæg, men måske er det meget sundt for mig, at jeg bare lader mig selv fortælle det, som jeg har på hjertet, i stedet for at fortælle hvad jeg har haft planlagt ned til mindste detalje. Lade ting og ord udfolde sig på naturlig vis. Nå, men sagen er den, at jeg fyldte et kvart århundrede d. 10 december, og det huer mig ikke. Jeg er begyndt at se tegn på rynker, og i stedet for at være den slags der sidder om munden fordi man har trukket i smilebåndet, er det den slags der sidder i panden, midt mellem øjenbrynene - den slags der fortæller at man har været præget af vrede, bekymringer og utilfredshed. Måske ville det også være underligt, hvis det var omvendt for jeg har aldrig været nogen Frk. Evigglad, men jeg synes nu alligevel at det er trist at mit ansigt skal fortælle at mit liv har været præget mere af bekymringer, utilfredshed og vrede end smil og glæde. Det gør mig faktisk oprigtigt ked af det.

De seneste tre år har jeg på min fødselsdag lavet en liste over de ting jeg følte jeg havde opnået det foregående år. (Her er listerne fra henholdsvis år 2011år 2012 og år 2013.) Men i år føler jeg at jeg har taget mindst 200 skridt tilbage, og derfor har jeg har følt mig ude af stand til at lave en sådan slags liste igen i år. Jeg har dog holdt lidt ved min tradition og fået knipset et selvportræt. Bare for at have noget at kigge tilbage på på fremtids fødelsdage - noget til at kunne sammenligne med. Og forhåbentlig har jeg anlagt en grobund for smilerynker næste år. I alle fald så jeg sådan her ud på min 25 års fødselsdag:  

 Og sidste år så jeg således ud:

Det der med at være selvreflekterende kan sgu godt være en hård omgang, og jeg er i særdeleshed dygtig til at påpege alt hvad der er negativt. Eksempelvis har jeg i løbet af et år kun opnået én ting ud af en liste på syv ting, jeg gerne ville opnå det år. Det kræver virkelig en dyb sjælesøgning for mig på nuværende tidspunkt at påpege selv den mindste positive ting om mig selv, men måske det er en opgave jeg snart skulle prøve begive mig ud i...

Jeg sover stadig med lyset tændt. Mere lys end nogensinde før. Jeg er konstant bange og i krig med mig selv og resten af verdenen. Mit selvværd hænger i laser og skraber mod bunden af det kæmpe store, sorte hul jeg er faldet ned i, og hverken farver, glimmer eller sæbebobler virker til at kunne løfte mig op længere. Jeg ved snart ikke hvad der skal blive af mig, og det er en tanke jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Hvad blev der af den stolte, unge kvinde der havde lært at se sine dæmoner i øjnene, kunne se en fremtid og følte at hun havde kufferten fuld af byggesten der bare ventede til at blive stablet sammen til noget stort og prægtigt? Hun er nu fyldt med had, sorg og håbløshed. Jeg er ked af, at jeg ikke er opmuntrende at høre på længere, men det her er nu altså endnu engang en afspejling af hvor jeg er og hvordan jeg har det. Hvis ikke det var fordi jeg har sat hyacinter til at blomstre alle vegne, er jeg sikker på her ville lugte råddent.

-                      

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

du er en stor fed taber og vil altid være det... <3 deal with it babe.. u little narcissist.. kill urself and make the world a favor <3 <3 xoxo all the bitches that care less for you than for the poop that comes out their asses

Anonym sagde ...

Hold da op en tarvelig besked du har fået der ovenover! Stol trygt på at den som kan finde på, og har brug for, at skrive sådan noget har ganske ondt en vist sted :) Og nok heller ikke har det for godt selv.

Forskellen på dig og sådan en person er at du i det mindste tør stå ved dig selv, er ærlig og oprigtig om dine følelser og gang på gang bliver ved med at rejse dig lige meget hvor mange gange du er faldet! Og dét er en stærk person, om du så føler dig som det eller ej :)

En sidste ting; jeg tror du har helt ret i at det for de fleste vil være rigtig sundt at ligge diverse fordomme og negative tanke mønstre om sig selv og andre langt væk og i stedet fokusere på de gode ting som gør en glad. Det hele behøver jo ikke være så svært vel? Men lettere sagt end gjort, især når det man står midt i sin krise :( Men prøv at husk på det. Prøv engang imellem at sig til dig selv "who gives a fuck!". Det hjælper syntes jeg hjælper. Håber du har fået det bedre. Knus.