I WANTED TO COMPOSE SOMETHING ELOQUENT, BUT THE WORDS JUST DON'T SEEM TO BE THERE. I THINK THAT'S BECAUSE THIS TIME I REALLY DO WANT TO DIE.


Her er blevet ret stille, hva'? Jeg har mistet ret meget af min lyst til at blogge, ligesom jeg har mistet ret meget af min lyst til alt andet der plejer at fange min interesse. Nu er der gået omtrent et halvt år siden min verden væltede sammen om ørene på mig, og hver eneste dag er stadig en kamp for at prøve og glemme det. Lige lidt nytter det dog. Forleden dag sagde min Moffe, at han syntes det kørte for mig og at mit liv var begyndt at lyde spændende, og min respons var vist ikke just spækket med positivitet. Jeg har det jo egentlig taget ret elendigt, men jeg holder mig stærkt beskæftiget for at undgå at tænke alt for meget for det bliver hurtigt dybt (selv)destruktivt, og så begynder jeg at føle det eneste jeg kan - buldrende vrede og tomhed. Min søvn minder stadig om noget fanden har skabt i vrede, og mine render under øjnene er efterhånden blevet så dybe at ingen mængde concealer kan skjule dem. Jeg udmatter mig selv konstant - jeg mener, jeg er jo ikke skabt til at gå rundt i ring om mig selv dag på dag med kun meget få timers søvn i den i forvejen tunge håndtaske. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har sovet så elendigt, som jeg gør nu. Jeg savner at have søvnen som min sluk-knap til verdenen. Søvn har i årevis været været min tilflugt, når verden var for svær at overskue, og nu er jeg bange for den. Panisk og absolut skrækslagen, for hvad nu hvis jeg får flashbacks igen. Selvom de er der dagen lang, kan jeg alligevel formå at undertrykke dem, når jeg er vågen, men når jeg sover, giver jeg slip på kontrollen og bliver pludselig fanget i dem. Jeg kan ligge badet i sved, hyperventilerende, halvt ved bevidsthed og være tvunget til at blive i det. Jeg plejer at kalde mine mareridt for onde drømme, men disse er i sandhed mareridt, de mest skrækindgydende af slagsen. Jeg ligger mig ned og prøver at finde ro, men lige som jeg skal til at falde ned i søvnen og mine øjne flakker, tvinger jeg dem op og ryster på hovedet, står ud af sengen, smider en morgenkåbe på og tænder en smøg. Jeg ryger færdigt, drikker en tår vand og ligger mig igen, om og om igen, hver evig eneste nat. På et eller andet tidspunkt, et par timer inde i processen lykkedes det søvnen at gribe ordentligt fat i mig og jeg vågner et par timer senere med blodsprængte øjne og begynder endnu en dag.

Mit kamera er gået i !"¤"#/")%&/(()(%¤#"¤#¤% og egentlig har jeg haft lånt min lillesøsters kamera det sidste halve år, men jeg har for det meste bare haft det stående til pynt på en hylde. Engang imellem har jeg dog benyttet Instagram til at udtrykke mig visuelt, og det her er sådan cirkus sådan det har set ud siden sidst:

























Nu vil jeg smide en frakke på mine skuldre og jage afsted med et betonhelvede i Ballerup for at drikke kaffe med min terapeut og diskutere et eller andet sikkert småligegyldigt emne fordi vi af en eller anden årsag bliver ved med at lave aftaler på trods af min modvilje mod at gå i terapi. Ja, det er vel derfor vi altid bare ender med at drikke kaffe og sludre på statens regning, og eftersom min hjerne ikke rigtigt registrerer nogen følelser længere, så er jeg pisseligeglad med hvor mange penge jeg koster staten for tiden uden der nogen fremskridt sker. Mit gamle jeg ville skamme sig. Måske.



-                     

Ingen kommentarer: