QUAND ON EST AIMÉ, ON NE DOUTE DE RIEN. QUAND ON AIME, ON DOUTE DE TOUT.

 Jeg burde skifte mit sengetøj, men bare tanken om at tage det af og henkaste det til mit vasketøj stikker mig lidt i hjertet. 

Det dufter jo af dig. 
Jeg ligger og holder om din pude om natten og dufter til den, som jeg dufter til din hud, når du er her. Du ved, sådan som jeg prøver på at inhalere lidt af dig.


Jeg ved godt, du synes det er lidt mærkeligt og ikke tror på, at vi mennesker bliver tiltrukket af hinanden pga. vore respektive dufte, med det tror jeg altså på.


Jeg tror på det, fordi jeg er vild med din duft,
ligesom jeg er vild med dig.


Jeg tror ikke du læser det her, og det er vel i virkeligheden nok for det bedste. 
Du behøver ikke vide hvor crazy, jeg egentlig er.


Men på den anden side set, så ville jeg ønske at du virkelig blev klar over hvor glad jeg er for dig, hvor meget jeg holder af dig og hvor meget jeg ikke vil undvære dig i mit liv.


Måske er du nok egentlig klar over det, men hvad ved jeg.


Nogen af de ting du siger og gør burde lade mig vide, at jeg også betyder noget for dig.


Men du er jo en stille mand, hvilket er en egenskab jeg værdsætter, men du fortæller mig kun halvdelen af hvad jeg gerne vil høre.


Og jeg er en larmende kvinde der taler konstant, men alligevel kun fortæller dig halvdelen af hvad jeg har lyst til.


Jeg har jo ikke lyst til at skræmme dig væk 
og jeg har selv valgt at have dig i mit liv 
sådan som det nu engang er mellem os.


Jeg ønsker ikke at binde dig fast, selvom jeg ofte joker med det, når du skal gå, men måske en del af mig gerne ville have dig lidt mere og lidt tættere på.


Fuck det, jeg må lige snappe out of it og gå tilbage til min "hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af" tankegang og beskæftige mig med noget mere produktivt end at ligge i min seng og dufte til mit beskidte sengetøj.


Det er bedst sådan - jeg mener, vi har set hinanden i 10 måneder nu. Det er lang tid i min lille sæbeboble, og du har fået mange guldstjerner for ikke at være løbet skrigende væk, da min verden blev sort og jeg blev til et skrøbeligt vrag.


Virkelig.


Jeg tror slet ikke du kan begribe, hvor meget det betyder for mig, at du blev og holdt om mig, når verden var grå og tårerne strømmede ned af mine kinder.


Det var bare lige det, jeg ville sige...



MASSEVIS AF KYS,                                                   

1 kommentar:

Gittemary sagde ...

SÅ stemningsfulde billeder!

KNUS! :D