A DREAMER IS ONE WHO CAN ONLY FIND HIS WAY BY MOONLIGHT, AND HIS PUNISHMENT IS THAT HE SEES THE DAWN BEFORE THE REST OF THE WORLD.



Jeg har lige været inde i en længere nedtrykt periode med indspark af en voldsom halsbetændelse. Jeg har sovet helt ufatteligt meget og den resterende tid har jeg brugt på at stirre tomt ud i luften eller græde. Det er for nyligt gået op for mig hvor slemt det egentlig står til, især det med at mærke mig selv. Jeg føler mig enormt fremmed i min krop og som et resultat er jeg begyndt at vise tegn på at blive en smule fysisk selvskadende igen - bevares, jeg skær ikke i mig selv, men jeg påfører mig selv smerte for at mærke noget og komme i kontakt med mig selv for derefter at flyde et saligt sted hen.

Nu er maskineriet dog up and running igen og jeg farer rundt, mens jeg glemmer både at sove og spise. Det snurrer og spænder i mine ben og det knurrer og snurrer i min mave. Jeg mærker min krop, om end det ikke er behageligt. Det summer i mit hoved, som var det en bikube. Jeg gad godt vide hvor længe det varer denne gang, inden min klodsethed indtræffer og jeg snubler over mig selv og falder ned i et hul. Nu'et er svært at være i. Forleden spurgte Elise mig om ikke jeg bare kunne leve hver dag som var det min sidste, og jeg måtte meddele hende, at når jeg tænker sådan, bliver jeg så uendeligt ked af det, når jeg atter vågner igen næste dag. Jeg bliver ikke kategoriseret som i selvmordsfare, da jeg ikke tør og det er tydeligt at jeg ikke længere går og tænker på hvordan og hvorledes jeg kan gøre en ende på mit liv, men ønsket om at enden er nær er både stort og tungt. Jeg er ked af, at jeg gør mine nærmeste kede af det, men jeg går ind for ærlighed og til tider er den slags brutalt. I det mindste er jeg begyndt at føle en smule tilknytning til andre mennesker - godt nok kun mennesker jeg har lært at kende siden den dag, min verden ramlede sammen om ørene på mig. Moffe mener, at jeg afskyr tanken om eventuelle konfrontationer med disse mennesker fra før den dag og muligvis har han ret.

Jeg savner mit gamle jeg. Jeg savner at kunne være tilstede og ikke føle at jeg forsvinder lidt hvert 5. minut. Jeg savner at føle en smule tillid til andre. Jeg savner, ikke at være bange hele tiden. Jeg savner at kunne mærke glæde boble i maven. Jeg savner at kunne trække vejret. Jeg savner at føle, at jeg hører til.

Jeg føler mig som et lille barn der har været i en slikbutik med nogle meget onde ejere som har nægtet mig smagsprøver og bildt mig ind at alle de spændende former og farver var søde sager. For dernæst at stå ude på gaden opdage, at de søde sager i virkeligheden er sure og da vil jeg vende mig om for at gå ind og klage, er slikbutikken væk og jeg står tilbage med en kæmpe pose sur slik, jeg har betalt med for mine hårdt tjente lommepenge. Jeg kan altså ikke lide surt slik, kun meget sødt og lidt salt.




LUFTKYS & KRAM,                                                   




PS. Til de af jer der velmenende har kommenteret på noget med at jeg viser tegn på depression, vil jeg gerne tilføje at jeg har en depression (surprise!) som et symptom på en tilpasnings- og belastningsreaktion. Jeg ved ikke hvorfor, men det føler jeg et behov for at få det fortalt og så er det ligesom sagt. I hvert fald. Nå. Måske med den information vil alle de ord jeg kaster om mig med give bare lidt mere mening for udefrakommende...

Ingen kommentarer: