CREATURES WATCH AS I STEP ON THEIR TREASURES. GLEAMING EYES IN THE DARK CHASING STORIES. BEG THE EARTH, PAY THE PRICE FOR REDEMPTION.




Jeg har åbenbart så travlt med at være deprimeret og flygte fra virkeligheden, at jeg sjældent får opdateret her, men nu hvor jeg lige har betalt for mit domæne, skylder jeg måske min lettere pressede økonomi bare at udnytte det en lille smule. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvorfor det efterhånden er blevet en sjældenhed, at jeg udgiver et blogindlæg. Måske har jeg ikke det samme behov for at dele ud af mig selv og mit liv længere. Måske fordi jeg så sjældent får brugt mit kamera og sådan helt ærligt synes at Instagram billeder ikke holder i længden. Jeg kunne selvfølgelig også skide hul i det med billeder, men da jeg er meget visuelt anlagt, synes jeg det er lidt (meget) kedeligt uden noget at kigge på. Sagen er nemlig den at jeg stadig skriver en hel del ord ned, men de får bare lov til at lægge og samle digitalt støv i noterne på min iPhone.



Måske er det fordi jeg generelt er blevet utroligt modløs. Det er faktisk jævnt trist og ekstremt frustrerende - det der med at være gået fra at have et ret godt selvværd og en (omend lidt svingende, men) fin portion selvtillid til at have svært ved at påpege noget som helst positivt om sig selv. Og det er til trods af at der findes mennesker i mit liv der dagligt fortælle mig at jeg er [indsæt selv en masse positivt ladede tillægsord].



Min Moffe ringer næsten til mig dagligt for at høre hvordan jeg har det og hvad der er sket siden dagen før og hvad der skal ske i en uge frem. Han prøver ihærdigt at påpege hver eneste lille positive ting, men forgæves. Jeg prøver gang på gang, at fortælle ham at det er svært at føle oprigtig glæde, når ens sind lider af melankoli. Han siger, at det ved han godt og han bare driller, men jeg ved godt, at han bare ønsker at jeg skal være glad - nok egentlig helst lykkelig. Jeg forstår godt at det synes hårdt og i særdeleshed opslidende at være vidne til at nogen man elsker og holder meget af er ulykkelige og gradvist bliver mere og mere grå med nuancer af buldrende mørkt og hadsk sort. Han ser gerne at jeg bliver medicineret, så jeg kan blive rask, men det er ikke et projekt jeg har nogen tiltro til. Hvis der var en mirakelkur var det en helt anden sag, men mirakler er en sjælden ting, hvis de da overhovedet findes. Jeg er måske begyndt at se en idé i det gruppeterapi, jeg har fået tilbudt - for nok forstår mange mennesker hvordan det føles at være i sorg, at have stress og at have en depression, men det er ikke ligefrem flertallet der forstår hvordan man kan føle sig så distanceret fra sig selv, at man vitterligt ikke kan kende sit eget spejlbillede og synes at ens krop ligner klumper af livløst hud der bare flyder rundt - lidt ligesom i et lava lampe, bare for at komme med en billedlig beskrivelse, de fleste burde kunne forstå. Og når man er sammen med andre mennesker føles det ofte som om billede og lyd ikke hænger sammen, og så bliver man bare så forvirret, at man helt glemmer at trække vejret. Og når man føler man har smerter, som man godt ved ikke er der eller når man føler berøringer heller ikke er der. Og når ens hud begynder at krible så meget, at man i et desperat forsøg prøver at flå den af sig eller tæver løs på den til den bliver følelsesløs. Og når man hele tiden er bange og i alarmberedskab, fordi noget bare føles forkert. Og når man for 48. gang på én enkelt dag føler man står tilbage i samme sted og situation som man gjorde den dag ens sæbeboble bristede og alle alarmklokker i hele kroppen gik i gang, så kunne man måske godt savne nogen der kunne nikke genkendende til ens beskrivelse. Jeg kunne i hvert fald måske godt savne det.

Og her er der alligevel et væld af billeder fra min Instagram:




THAT IS ALL,                                                   




PS. Forleden nat da jeg nussede dig i søvn, kørte jeg mine fingre let over din hud í bogstaverne j e g e l s k e r d i g. Det synes jeg bare lige, du skulle vide.

1 kommentar:

Malene sagde ...

Verdens fineste PS. Det fik mig til at smile!

Øv, hvor er det træls og synd, at du har det så skidt! Jeg ved godt, vi kun har mødt hinanden et par gange, men jeg tænker faktisk tit på hvordan du går og har det og håber sådan, at du har det godt. Det er jeg ked af at du ikle har.

Ingen skal tvinges til at tage medicin, men jeg tænker det tit sådan, at det er til for at man kan komme op til overfladen og få vejret, så man kan arbejde på at blive rask. Sådan har det i hvert fald været for de - efterhånden mange - jeg kender, som har gået rundt i depressioner og alt muligt andet.

Jeg håber snart det vender for dig.
Kh
Malene